Pressemeddelelse

Pressemeddelelse:

Mikael Schlosser bliver ny ledende præst i Pinsekirken Thisted.

Det er med stor glæde og taknemmelighed at lederteamet i Pinsekirken Thisted søndag d. 3. nov. 2019 har kunnet meddele at kirken ansætter Michael Schlosser som ledende præst pr. 1. marts 2020.

Mikael og hans kone Eva udtrykker at:” de glæder sig til at bygge Guds rige sammen med lederteamet og resten af menigheden. De ønsker, at være med til at sætte et positivt og tydeligt aftryk på fremtiden for kirkens og dens udvikling og betydning i lokalområdet”.

Mikael var forstander på Mariager Højskole indtil august 2019. Familien har ønsket at komme på en længere rejse sammen, inden en ny tjeneste skulle påbegyndes.  Mikael og Eva rejste derfor midt september 2019 til Asien med deres 5 børn og vender først tilbage til Danmark i medio februar 2020.

Indtil Mikael tiltræder stillingen, er det lederteamet med Kaj Kristensen som teamleder, der har ansvaret for kirken. I denne forbindelse er det vigtigt for kirkens lederteam at understrege, at kirkens nuværende deltidspræst Bent-Ole Højegaard og ungdomspræst Andreas Kokkenborg fortsætter i deres stillinger i kirken også efter denne periode. Dermed bliver der tale om et dagligt præsteteam på i alt 3 personer. Det er et klart ønske fra lederteamet og kirken om fortsat, at kunne være med til at støtte, udvikle og hjælpe andre mindre kirker og kristne initiativer i lokalområdet. 

På vegne af Pinsekirken Thisted

Teamleder Kaj Kristensen.

Glæder og sorger gennem livet

Torsdag den 29. november kl. 14:00 inviterer 50+/- igen til foredrag i Pinsekirken på Tilstedvej 20. Birgitte Hummeluhre Nissen vil fortælle om ”glæder og sorger i mit liv”, et emne, enhver kan spejle sig i. Birgitte er en frisk pige, og der er ingen tvivl om, at kedeligt, det bliver det ikke! Birgitte har humor, selvindsigt, ægthed og hendes ligefremme væsen og formidling vil helt sikkert tryllebinde de, der kommer. Birgitte tager sin guitar med og foredraget bliver således suppleret af fællessange.

Birgitte giftede sig for 31 år siden til Åge og sammen er de beriget med to sønner og et barnebarn, som Birgitte en gang om ugen bruger tid sammen med på ’farmordag’. Hun er oprindeligt uddannet køkkenleder og tog siden diakonuddannelsen. I dag arbejder hun i hjemmeplejen.

Om søndagen kan man finde Birgitte og Åge i Apostolsk Kirke i Røde Kro, og en gang om måneden er det hende, som prædiker. ’Men det er bestemt ikke bare inde i en bygning, vi kristne skal være at finde’ mener Birgitte. ’Vi skal involvere os i lokalsamfundet. Hvis ikke vi er derude, men bare putter os i vore små fællesskaber, giver det ingen mening’. Et eksempel på dette kan man finde i Åbenrås julemarked ”Julehjertebyen”, som er et initiativ for at hjælpe ikke-bemidlede og første gang tog sin begyndelse i 2009. En slags julemarked med små huse og aktiviteter inspireret af 1850’erne. Her er også en kirke, hvor der gennem årene er solgt mange hjemmestrikkede sokker m.m. Ved Birgittes inspiration bliver denne kirke i julen 2018 for første gang ’en rigtig kirke’; et formidlingssted af julens budskab som et samarbejde mellem kommunens 12 præster.

Enhver er velkommen til foredraget i Pinsekirken – og som sædvanligt vil det være gratis.